Racens historie

Heinrich Essig (1809 - 1889). Essig var en succesrig politikker med næse for marketing og public relations. Han var rådmand og en prominent borger I byen Leonberg lige I udkanten af Stuttgart I syd Tyskland. (Leonberg ligger kun 50 km fra byen Rottweil endnu en kendt by der gav sit navn til en hunderace).

Essig var også en succesrig dyrehandler der omgav sig med sjældne og eksotiske dyr. Når det kom til hunde foretrak han store hunde som han avlede, købte og solgte internationalt.

I vore tider ville vi nok have set på ham som en uansvarlig hundefabrik ejer. På toppen af hans karriere, over en periode på 50 år, købte og solgte han omkring 200-300 hunde om året. Desværre efterlod han ikke dokumentation vedrørende hans avl, og han har heller ikke ment det var nødvendigt at efterlade dokumenter omkring en standard til den race han havde skabt.

Det vi ved om avlen af Leonbergere kommer bla. fra kopier af reklamer og annoncer skrevet af Essig selv. Der er andre referencer fundet I opslagsværker og leksikoner. Man har fundet korrespondence I blade som “Hunde-Sport und Jagd”, “Der Hundefreund” og “Der Hund” et nationalt hundemagasin der den dag i dag bliver udgivet. Leonberger var også et populært emne I “Home and Garden” fra den periode.

I 1846 offentliggjorde Essig racen Leonberger som en legitim hunderace.

Ifølge Essig krydsede han en sort og hvid ??? Tæve med en langhåret Saint Bernard han havde erhvervet sig fra Saint Bernard klosteret som ligger I Schweiz. Hvalpene fra disse to hunde racer blev sorte og hvide. Han skulle så derefter have kryds-avlet disse hunde Igennem 4 generationer for så at have krydset dem med en gul og hvid Saint Bernard og senere igen med en pyrenær-bjerghund som han havde I sin kennel. Hans mål I begyndelsen var en helt hvid hund da de var meget fashionable dengang.

Det var først mange generationer og krydsninger senere at den gyldne og sorte maske blev varemærket. Tidlige optegnelser tyder på at Essig I 1865 udstillede en hund ved Oktober Fest I München, som blev beskrevet som en meget fin hund, en hund med løve ligheder, gul og brun med sort spids.

Det er vigtigt at nævne at Leonbergeren som vi ser den i dag umuligt kunne være blevet til ved at parre som der står beskrevet. Som det er blevet pointeret af Letellier og Luquet I Frankrig og Nijboer i Holland, AY ligheden eksistere ikke I de 3 racer der I sidste ende skulle have blevet til den originale race. Igen fra et genetisk standpunkt har Leonbergerens hovedform intet til fælles med Saint Bernarden eller Newfoundlænderen. Det er dog mere sandsynligt at en hund fra en lokal farm og en slagter hund med relative fast karakteregenskab, men ikke anerkendt som en race, havde fundet vej til udviklingen af race linjen.

Meget store hunde med den rigtige farve og hovedform i stil med den Leonberger vi kender idag, var kendt I den region og er beskrevet I 1700-1800 tallets litteratur.

Igen er der interessant dokumentation der antyder at hunde fra byen Leonberg blev brugt af “Hospice of Saint Bernard” I 1830, lang tid før oprindelsen af Leonbergeren, til at avle med den eneste Saint Bernard der havde overlevet et udbrud af hundsyge.

Tyske kunstnere brugte Essig’s Leonberger for at øge deres popularitet, og med Essig’s marketings evner fandt hans Leonbergere vej ind på royale slotte så som, Kejserinde Elisabeth af Østrig, Prinsen af Wales, Kejser Napoleon d II, Kongen af Belgien osv. De blev eksporteret til USA, England, Newfoundland og Japan.

I 1891 blev den første Leonberger Club til og 4 år senere 1895 blev den første

betydningsfulde Club, Den Internationale Leonberger Club grundlagt i Stuttgart.

Klubbens præsident, Albert Kull, havde øje for detaljer og skrev den første standard for Leonberger.

Efter 1. verdenskrig var Leonbergeren næsten uddød, men to tyskere, Herr Stadelmann og Herr Otto Josenhans begyndte efter krigen at søge efter Leonbergeren og fandt 25 og ud af dem var kun 5 af hundene egnet til opdræt.

På grund af inflation og mangel på mad, var det ikke muligt for enkeltstående personer at understøtte et avlsprogram, derfor samledes i 1922 en gruppe på 7 personer og grundlagde “ The Leonberger Hunde Club” og et avls kooperativ “The Leonberger Hundezucht Genossenschaft”.

Inden for 4 år havde gruppen selektivt avlet 350 Leonbergere. Det organiserede avlsprogram skabte en genoplivelse af racen, ære til byen og og skabte grundlag for oprettelsen af flere kenneler. Men vigtigst af alt skabte gruppen det officielle avls register, som stadig er i funktion i dag.

Stadelmann´s arbejde udvikledes frem til de tidlige 1930’ere indtil nazisternes autoritets kontrol begyndte at have indflydelse på hunde avlen. En stats styret klub “Fachschaft für Leonberger” blev etableret i Sandhausen da staten tog kontrol over alle avls registre. Overraskende fortsatte avlen for lavt blus igennem hele krigen. Både hunde og præcise registre overlevede ødelæggelsen. I 1945 blev der således 22 hvalpe registreret og 17 i 1946.

Ved krigens afslutning tog en dedikeret gruppe fat på at reetablere et organiseret avlsprogram. To rivaliserende klubber blev etableret i 1946 og 1947. En klub grundlagt af Albert Kienzel, Hans Weigelschmidt og Otto Lehmann blev i 1948 til det vi i dag kender som “Deutsche Club für Leonberger Hunde”.

I de tidligere 1950’ere skrev avls komiteens formand, Werner Lutz og den tredje præsident for DCLH, Robert Beutelspacher, de første standarder og avls regulativer for racen i nyere tid. Disse regulativer har haft afgørende indflydelse for udviklingen af racen som vi kender den i dag.

I 1975 samlede den tyske klub alle Leonberger klubberne i Europa og dannede “International Union of Leonberger Clubs”.

I dag er der løbende kontakt mellem klubber fra 17 nationer og et årligt møde den sidste weekend i September i Leonberg for at sikre at racen udvikles ens over hele verden. I dag ledes unionen af Gerhard Zerle der også er præsident for den tyske klub.